I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Blomster og bobler (og Black Friday-boycot)

Hvis du har læst avis de sidste par dage, vil du ganske sikkert have stødt på adskillige artikler om Black Friday, det amerikanske retail-fænomen, hvor folk hiver hovederne af hinanden for at få fingre i bunker af nedsatte varer. Der er hyl og skrål og skrig og masen, og typisk kommer man hjem med alt muligt, man i virkeligheden slet ikke havde brug for. Jeg er ikke vild med det som du nok kan høre og jeg synes, at de konstante nedsættelser som rigtig mange praktiserer i øjeblikket, er at degradere de varer, man har valgt at sætte på hylderne og holde sine gode kunder for nar. I sidste ende fordyrer det også produkterne, da nedsættelser jo alt andet lige skal finansieres et sted fra.

Dét talte jeg med Uffe Buchard om for nylig og han har det fuldstændig som jeg. Så vi besluttede at lave en lille anti-Black Friday-oplevelse nede i min lille skønhedspavillon. Uffe har for nylig udgivet den virkelig fine bog Blomst (Uffe er eminent til blomster og har sin helt egen måde at gøre det på. Det er også altid Uffe, der kører på grønttorvet tidligt om morgenen, når vi laver events), så han fylder pavillonen med blomster og jeg fylder køleskabet med bobler, og så håber vi, at I har lyst til at kigge forbi på vej hjem fra arbejde til et lille glas og en snak om blomster og skønhed. Ingen masen og ingen gule bannere. Kun smukke ting for øjet og bløde bobler til ganen. Det er på fredag fra 15.00-18.00 (jeg holder således åbent en time længere end normalt, så alle jer, der kan have svært ved at nå ned forbi på hverdagene, ydermere får lidt ekstra tid til at hente bestilte varer eller få personlig vejledning i ro og mag). Vi glæder os til at se jer (og lover, at du er mindst lige så velkommen, hvis du alligevel lige har været forbi et varehus for at købe Moster Odas julegave-termokande til halv pris – og nu trænger til en drink og lidt blomster ovenpå oplevelsen).

11 Kommentarer

  • Svar
    Birgitte Fønss
    19. november 2017 kl. 22:02

    Forfriskende at høre! Jeg synes heller ikke, at Black Friday er særligt tiltrækkende. Din lille pavillon derimod ….

  • Svar
    Anne Mette K
    20. november 2017 kl. 07:13

    Åh jeg ville ønske jeg kunne (og det er IKKE fordi jeg skal ud på sort fredagsshopping, det er heller ikke min ‘ting’). Du og Uffe er så gode sammen, elsker jeres små videoer. Uffes bog er virkelig smuk – og så deler jeg klart hans udtalelser om at man skal ‘danse’ med buketten og, ikke mindst, at vi skal huske at nyde blomsternes forfald, det er der også noget smukt ved. Håber I får en fantastisk fredag eftermiddag.

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    20. november 2017 kl. 09:12

    Kære Birgitte,

    Mange tak for din hilsen og dejligt at indlægget faldt i smag. Du er mere end velkommen ned forbi, hvis du er på Kongens Have-kanter;)

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    20. november 2017 kl. 09:14

    Kære Anne Mette,

    Hvor dejligt at høre, at du synes om vores små videoer, det er jeg virkelig glad for at høre;) Og ja, Uffes bog er superfin og meget inspirerende. Jeg sender fluks din kompliment videre til ham.

    Rigtig god mandag til dig.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Anne H
    20. november 2017 kl. 21:24

    Den bog må jeg tjekke. Han må vel betegnes æstetiker, Uffe! ♡
    Er den røde buket fra den bog?
    Kh Anne

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    20. november 2017 kl. 21:37

    Ja, du skal virkelig tjekke den ud, Anne, Uffe er den ultimative æstetiker. Billedet er fra hans bog, og der er mange flere af slagsen og også en fin tekst om at gå til blomster og buketter på en alternativ måde end den klassiske blomsterbinding. Hvilket er dejligt befriende for alle (os), der aldrig helt har fået det håndelag;)

    Kom forbi fredag, hvis du skulle være på Kongens Have-kanter.

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Eva B
    21. november 2017 kl. 01:31

    Aj, der er vi altså ikke enige, Charlotte. Er helt enig i at det er en forfærdelig dag ude i det pulserende liv, og jeg gider bestemt heller ikke elektronikræset, som BF vel stadig meget handler om. Jeg holder til gengæld forfærdeligt meget af, nårde dyrere beautyvarer bliver lidt mere tilgængelige. Fordelen for kunden er jo, at der er råd til flere produkter, eller et højtønsket dyrt produkt – og det giver mere mening at købe et rigtigt dyrt produkt, når man trods alt kan undskylde sig med, at man i det mindste har fået det lidt billigere. Jeg er iøvrigt ret loyal også til hverdag overfor de beautybutikker, der servicerer deres kunder med extra rabat. Også når de altså ikke har rabat. Som Magasin.
    Illums nye beautyafd. er fx smuk, men jeg vil altså ikke betale mere for at handle de samme varer i smukke omgivelser, når Magasin så ofte trakterer os med en god rabat.
    Man kan jo i øvrigt sidde derhjemme i ro og mag med en kop kaffe og bestille. Jeg føler mig bestemt ikke holdt for nar, heller ikke selv om jeg tidl har givet fuld pris for et produkt. Det er ikke altid, ens indkøb lige passer med at varen er nedsat, det ved man jo. Men når beautyprodukter nedsættes, så køber jeg ofte mere end tiltænkt i første omgang, så det bliver da win-win for begge parter. For mig at se, altså. Nu er jeg også giftet ind i en jysk familie der kun handler tilbud, så det smitter jo af. Men muligheden for at spare penge; det kan de fleste lide, tror jeg. Især når man kan klare det hjemmefra mens man drikker kaffe ☕️
    Men det rekreative miljø i skaber lyder dejligt ?

  • Svar
    Anne H
    21. november 2017 kl. 17:20

    Wauv så må jeg ha fat i den bog. Plejer ellers ikke være vild med arrangerede buketter. Men det er jo kunst det der! Kan godt lide kontrasten mellem nærmest japansk stram enkelhed og så overdådig dekadence 😉
    Ærgerligt man ikke er i nærheden på fredag.
    Kh Anne

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    21. november 2017 kl. 22:05

    Kære Eva,

    Tak for din hilsen og dit input. Jeg er absolut enig i, at det ikke gør spor, at ting er billigere og at det giver muligheden for at prøve noget, man måske ellers ikke har råd til eller ønsker at prioritere. Og jeg har intet imod en god handel eller et udsalg. Hvis vi taler de gode, gammeldags udsalg, hvor butikker sætter overskydende sæsonvarer ned, så der er plads på hylderne til det nye.

    Dér, hvor jeg råber vagt i gevær, er, når prisnedsættelser er en decideret salgsstrategi. For det skal jo i sidste ende finansieres, når varer sælges billigere. Magasin kører ikke 20% kampagner hvert andet øjeblik for vores blå øjnes skyld. Det gør de for at nå deres budgetter. Men de har også et dækningsbidrag, de skal nå, så de sender ‘rabatten’videre til leverandørerne, der således tjener mindre på deres varer og dermed skal finde finansieringen af det andre steder. Og således ender det, vi troede var en rabat, tilbage hos dig og mig. Strategien fordyrer nemlig varerne generelt, så det niveau, vi i dag ser som pris med rabat, i virkeligheden er den ægte pris som varen ville koste, hvis den ikke kunstigt skulle højnes for at finansiere rabatter.

    Det begrænser også udvalget på hylderne. For der er en række mindre mærker og nichemærker, der hverken kan eller ønsker at finansiere rabatter eller sælge deres varer billigere. Således får vi mindre at vælge mellem og flere store, traditionelle mærker på hylderne. Og sådan kunne jeg blive ved;)

    Bæredygtighed, kvalitet, omhu, kreativitet, miljø …

    Men jeg skal nok stoppe her. Vi behøver absolut ikke at blive enige, og det er dejligt at du melder ind. Jeg synes blot, at det er vigtigt at bemærke, at det har et langt større perspektiv, end (de fleste) måske lige tænker over.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    21. november 2017 kl. 22:18

    Ja, det er da så ærgerligt, Anne. Så kunne du have fået en snak om ‘skæve’ buketter med Uffe. Men ønsk dig bogen i julegave – den er virkelig fin og der er intet klassisk over buketterne. Det lover jeg;)

    De bedste hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    24. november 2017 kl. 12:50

    Anne, jeg skulle hilse at sige fra Uffe, at hvis du gerne vil have bogen signeret, så finder vi sagtens ud af det. Så kan de sende den til dig;)

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar