I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Økologik eller?

I weekenden tog Politiken diskussionen op om økologiske skønhedsprodukter, en vigtig diskussion for det er ganske rigtigt en jungle at finde rundt i. Så længe der ikke findes en overordnet, standardiseret mærkning, er det op til dig som forbruger selv at vurdere, hvad du kan stole på. Jeg har dedikeret et helt kapitel til økologi i min skønhedsbog Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke, hvor du får min uforbeholdne holdning til – og en grundig gennemgang af – alt lige fra parabene-diskussionen til øko-certificeringer. Det er et meget populært kapitel i bogen, fordi det sætter tingene i perspektiv, og interesserer du dig for økologi, natur og miljø, vil jeg næsten sige, at det er must-read  (du kan låne bogen på biblioteket eller finde den lige her). Det gælder også Forbrugerombudsmanden, der foreslår, at kun 100% økologiske skønhedsprodukter fremover må kalde sig for økologiske. I så fald bliver det et yderst sparsomt og i mine øjne meget trist udvalg. På nær helt rene olier og enkelte balms så findes 100% økologiske skønhedsprodukter ikke. Der er nemlig vand i langt de fleste produkter (mange skønhedsprodukter indeholder endog en stor mængde vand) og vand kan aldrig karakteriseres som økologisk. I det lys kan et økologisk indhold på fx 20%, selv om det lyder lavt i manges ører, sagtens dække over samtlige øvrige råvarer i et produkt. At vi betaler i dyre domme for krukker med vand er en helt anden diskussion, som intet har med økologi at gøre. 

Ingen Kommentarer

  • Svar
    Inge
    25. august 2010 kl. 14:19

    men så kan man jo passende ‘ø-mærke’ et skønhedprodukt, når alt indhold — på nær vand — er økologisk… det er vel ikke så svært?!? mvh inge

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    26. august 2010 kl. 08:38

    Hej Inge,

    Tak for din kommentar. Stadig flere skønhedsprodukter vælger netop at betale for certificeringer af det økologiske indhold i deres produkter, hvoraf de mest gængse er engelske Soil Association, franske EcoCert og amerikanske USDA. Der findes desværre (endnu) ikke en overordnet international øko-standard. De forskellige certificeringsorganisationer har forskellige standarder, som produkterne skal opfylde, lige fra produktion til emballage og indhold. Disse standarder varierer fra organisation til organisation, hvad der desværre kan være lidt forvirrende for forbrugeren.

    I teorien ville man godt kunne give skønhedsprodukter det danske Ø-mærke, der dog hovedsageligt bruges til fødevarer og non-food som fx juletræer osv. Det ville dog i så fald overvejende gælde danske skønhedsprodukter, da man ikke kan forlange, at udenlandske firmaer skal certificere lokalt i alle de lande, de sælger i. Det ville være både meget omkostningsfyldt (certificeringer koster rigtig mange penge at opnå) og et kæmpestort bureaukrati.

    Der arbejdes i øjeblikket både i Europa og USA på at skabe en fælles, international standard, men det kan tage år. Tænk blot på, hvor lang tid, det tog at få en fælles solfaktor-standard. I mange år fandtes der samtidig en amerikansk og en europæisk.

    Desværre gør det ikke situationen lettere for forbrugeren lige nu. Hvis du gerne vil have et lidt bedre overblik, så vil jeg anbefale dig at læse kapitlet om grønne produkter i min skønhedsbog ‘Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke’. Den kan lånes på biblioteket eller fås hos boghandlere og på nettet.

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar