I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Diverse

Om at føle sig tilpas i sin hud

Jeg er stor fan af Weledas filosofi, der i høj grad matcher min egen skønhedsfilosofi (og i øvrigt de foredrag om forfængelighed og hvor vigtig den er, som jeg løbende holder sammen med sociolog Emilia van Hauen og skyggeterapeut Pernille Melsted). Helt grundlæggende handler det nemlig om det faktum, at når du tager dig af din hud, dit hår, selv dine tænder (ja, dem går Weleda ret meget op i – deres Salt Tooth Paste er en bestseller) har du en langt bedre platform for at holde dig sund og rask. Gode skønhedsritualer er ikke kun på overfladen, men handler om at føle sig godt tilpas i sin egen hud. Bogstaveligt talt. Og omvendt, når du er syg, træt eller utilpas, så er dét at tage sig af hud og hår det første skridt til at få det bedre. Det var den berømte antroposofiske læge, filosof og videnskabsmand Rudolf Steiner, der grundlagde de principper, som Weleda stadig bygger på den dag i dag. Han skabte også mærkets allerførste produkt, Revitalising Hair Tonic – en styrkende hårvand med rosmarinolie og ekstrakter af blandt andet stenurt og peberrodblade, der styrker hovedbunden, hjælper tyndt hår og hævdes at kunne mindske hårtab. Det gjorde han allerede tilbage i 1921, ganske uvidende om, at det i dag – her næsten 100 år efter – skulle være en af de produktkategorier, som er i kæmpestor vækst. For hver tredje kvinde her i anno 2015 oplever problemer med kvaliteten af sit hår. Rudolf Steiner ville nok have pointeret, at det handler om langt mere end håret og påskrevet hvile, vitaminer og søvn sammen med hårtonic’en. Det kan vi skrive os bag øret, skulle nogle af os tilhøre den tredjedel af kvinder, der synes, at håret er blevet lidt tyndere i kanten end godt er.

6 Kommentarer

  • Svar
    Mie S. K.
    27. maj 2015 kl. 14:39

    Jeg er stor fan af deres fikosofi, der jo dybestset beskriver, hvilken forskel det gør for humøret og velværen at føle sig smuk og rask! Har du selv prøvet tandpastaen samt tonicen, og i så fald, hvad synes du? Når jeg alligevel skal erhverve mig skin food, kan jeg jo ligeså godt samtidig shoppe lidt ekstra 😉

    Kh Mie

  • Svar
    Tenna Zarp Munkgaard
    27. maj 2015 kl. 15:27

    Hej Charlotte.
    Kan den hår tonic også hjælpe en top sart hovedbund? Har ekstremt tykt hår og virkelig meget af det (har for ca to personer med tykt hår) og har derfor altid haft bøvl med hovedbunden trods brug af den fantastiske Neccin shampoo og kun brugt frisørprodukter fordi det er det min hovedbund har det bedst med.
    Mange hilsner
    Tenna

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    27. maj 2015 kl. 21:00

    Hej Mie,

    Hvor godt at høre. Jeg har prøvet tandpastaen, som er en ret speciel naturlig tandpasta baseret på salt. Det er en meget anderledes følelse end såkaldt almindelig tandpasta, men jeg bruger indimellem disse naturlige tandpastaer som et alternativ og for at detoxe lidt fra de mange stoffer, der findes i almindelig tandpasta. De naturlige tandpastaer indeholder ikke flour, men er baseret på holistisk og naturlig mundhygiejne, hvad der er lidt af en trossag og noget hver især må gøre op med sig selv.

    Mht. hårtonic’en så har jeg også prøvet den. Jeg er stor fan af disse naturlige tonics og ekstrakter som kan bringe hovedbunden i balance (jeg har adskillige gange anbefalet Hårklinikkens ekstrakter også her på skønhedsbloggen). Hovedbunden er den nye sort, når det kommer til hår.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    27. maj 2015 kl. 21:06

    Hej Tenna,

    Det lyder ellers ikke dårligt med så tykt et hår (siger hende, der er født med det, vi her i Skandinavien kalder for ‘fint’ hår). Hårtonic’en er absolut til en sart hovedbund (hvis du har allergier eller ingredienser, du ikke tåler, skal du selvfølgelig lige tjekke ift. ingredienslisten, men handler det om en mere generel sarthed, er jeg sikker på, at den kan hjælpe dig).

    Som jeg har skrevet til Mie ovenfor, så er hovedbunden den nye skønheds-sort, fordi rigtig mange døjer med en hovedbund i ubalance. Det kan handle om stylingprodukter (som aldrig skal i hovedbunden, men kun i længder), om stress, om kemiske behandlinger, om for skrappe hårplejeprodukter eller om svamp, som rigtig mange kvinder døjer med i hovedbunden.

    Prøv at høre hos helsekosten, om du ikke kan få lidt med hjem og prøve et par dage, så du kan se, om den ikke skulle kunne hjælpe dig. Alternativt ville jeg ofre en konsultation hos Hårklinikken og få en personlig vejledning hos dem. De ligger i Århus og København (og i Berlin og Dubai, hvis du skal på ferie dér).

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Tenna Zarp Munkgaard
    27. maj 2015 kl. 22:57

    Hej igen.

    Jeg er næsten opflasket med formaninger om at det næsten kun er shampoo der må komme ned mod hovedbunden og har siden mine teenageår været temmelig påpasselig med hvilke produkter jeg brugte. Når man har så meget hår så er man næsten tvunget til.
    Jeg vil helt sikkert prøve at se hvad de har i vores helseforretning og måske det ikke var nogen dum idé med Hårklinikkem! Har ikke alene en sart hovedbund men jeg mærker også alt(!) og når jeg glatter mit hår så kilder det vildt meget for så kan jeg mærke hårstråeme glide forbi hinanden (ja, den er god nok). Griner.

    Et tillægsspørgsmål. Den der Skin Food fra Weleda, kan den afhjælpe helt vildt tørre albuer? Har en mor der snart har prøvet alt lige fra de fedeste cremer til olier og intet hjælper på det.
    🙂 Tenna.

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    28. maj 2015 kl. 11:08

    Det lyder virkelig vildt, Tenna – og også som lidt af en udfordring for dig. Jeg synes absolut, at du skal prøve hårtonic’en og se, om den ikke kunne gøre en god forskel for dig. Og ja, alternativt et besøg hos Hårklinikken.

    Mht. Skin Food og albuer, så ja. Den anbefales absolut til tørre albuer, så jeg synes, at din mor skal prøve, om det kan hjælpe (hvis hun orker at prøve mere). Derudover skulle din mor måske, hvis hun ikke allerede har gjort det, konsultere en hudlæge og lige få tjekket, om der kunne være tale om en mild grad af psoriasis eller andet relateret.

    Lad mig gerne høre, om den kan gøre en forskel, hvis din mor vælger at prøve.

    Mange hilsner, Charlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...