Arkiv for september, 2010

Skønhedsevent #2

14. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du er fan af The Body Shops produkter og filosofier, så kan jeg løfte sløret for, at det grønne skønhedsmærke, skabt af ildsjælen Anita Roddick, afholder en VIP-event torsdag den 23. september om aftenen. Hundrede deltagere vil blive forkælet med kanapéer, et foredrag om skønhed og efterårets største trends, som jeg står for, samt fantastiske makeuptips fra The Body Shops internationale makeupguru Karim Sattar, der bliver fløjet ind fra Paris til lejligheden. Det foregår alt sammen med udgangspunkt i The Body Shops flagshipstore i Østergade i København, hvor du kan få meget mere at vide. Hvis du er kundeklub-medlem hos The Body Shop, så kommer der en invitation direkte i din indbakke. 

Foto: The Body Shop 

Skønhedsevent #1

13. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Denne har jeg skrevet lidt om allerede, men skulle det være gået forbi din næse, så kommer jeg en tur til Vejle i næste uge i forbindelse med skønhedsklinikken Top Clinics 10 års jubilæum, der skal fejres med pomp og pragt. Det foregår tirsdag den 21. september 2010 fra klokken 18.45-21.30 i Bygningen, Ved Anlægget i Vejle, hvor der også vil være en makeupartist til stede fra mineralmærket BareMinerals (samt lodtrækning om en masse dejlige skønhedsprodukter ej at forglemme). Billetsalget afsluttes den 17. september, så tøv ikke for længe. Prisen er 125 kr. og hiver du veninderne med, kan I komme fire for 400 kr. Læs mere på www.topclinic.dk, klik på Nyheder. 

Illustration: Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke 

Eventkalender

13. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Så sker det! En eventkalender for efteråret her på skønhedsbloggen med en masse spændende tilbud. Der er noget for enhver smag, både til jer, der gerne vil læne jer tilbage og få skønheden serveret, og til jer, der gerne vil have en mere personlig rådgivning. Der er brunch-arrangementer til de lækkersultne; interview-arrangement til jer, der foretrækker, at det er andre, der stiller spørgsmålene; makeupartist-arrangementer til jer, der gerne vil have syn for sagn; venindearrangementer med glacerede cupcakes og champagne til jer, der foretrækker en lille sluttet skare, og ikke mindst et par velplacerede arrangementer i november, der indvier i alle de tips og trends, I måtte have brug for til julens fester (og i alle de små ting, I kan gøre for at skjule sporene bagefter. På huden, forstås). Det behøver nemlig ikke at være så svært. Skønhed er sjovt, og alt, du skal gøre, er at klikke ind i denne uge, hvor der dagligt vil komme en ny skønhedsevent på programmet. Tidligere erfaringer viser, at det er godt at være hurtigt ude.

Foto: Victoria’s Secret 

Camouflage

13. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Ja, jeg bliver nødt til at overgive mig og komme med endnu et indlæg om Chanel-lakker. I anledning af modeugen i New York og Vogue-dronning Anna Wintours populære og omtalte Fashion’s Night Out, hvor New Yorks designerbutikker holder åbent med festivitas og overdådige tilbud, har Chanel kreeret en såkaldt limited edition-laktrio i yderst moderne khakifarver. Navnet er Les Khakis de Chanel. Foruden hos Chanel-butikkerne fås de også på Chanel.com. Jeg gætter på, at du skal være lynhurtig på tasterne. Og husk endelig at klikke ind igen senere i dag (og de næste par dage), hvor jeg lægger de længe ventede events ud her på skønhedsbloggen. Jeg lover, at der er noget for enhver smag, og hvis det bliver, som det plejer, så skal du også være en smule hurtig på tasterne i den henseende. 

Foto: Chanel

How low can you go?

12. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Du bestemmer selv, hvor langt du vil gå, når det kommer til efterårets store hårtrend: Sideskilningen. Den sås i alle afarter på podierne lige fra Stella McCartneys feminine af slagsen til Alexander Wang, der tog looket helt til grænsen. Jeg anbefaler, at du går efter Stella-looket, der er fint og klædeligt. Det er nok de færreste – udover fransk og italiensk Vogue – der kan slippe rigtig godt af sted med at efterligne Alexander Wang. Uanset smag og behag kan du godt begynde at lave din skilning i siden allerede nu. 

Foto: Stella McCartney og Alexander Wang 

Et twist på øjenskyggen

11. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du ikke allerede er bedste ven med øjenskygge, så er det nu, du skal blive det. Øjenskygge har nemlig overhalet neglelak som efterårets hotteste makeupprodukt, i al fald på podierne, og du må gerne lege med både strukturer, intensitet og farver. Det gjorde de hos førende modehuse som Alexander Wang, Christopher Kane, Balmain, Chloé og Marni. Nuancer, du skal tilføje til dit repertoire, dette efterår er naturtoner som mink, toffee, karamel og okra (en varm gullig naturtone), der er sæsonens nye ’nude’. Jeg kan anbefale øjenskygger som blandt andre Effect Powder Mink fra Gosh, Ombre Èclat nr. 162 fra Guerlain og Eye Shadow Quarry Matte fra Mac, hvis du har lyst til at gøre looket efter.  

Foto: Mac backstage

Age is a matter of mind

10. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

”Age is a matter of mind. If you don’t mind, it doesn’t matter.” Jeg synes, at jeg lige ville dele dette lille citat af Marc Twain, som jeg netop faldt over, med jer. Skønhedsdronningen Estée Lauder var enig: ”Alder er irrelevant for kvinder. Det er glød, der er kernen til skønhed, og det er manglende glød, der mindsker skønhed – uanset alder. Min egen alder? Den er fuldstændig ligegyldig. Jeg er 50, 60, 70 – du bestemmer. En kvinde kan have skønhed og stil hele sit liv. Det er det eneste, der betyder noget.” Rigtig god – og glødende – weekend. Kig ind igen lørdag og søndag, hvor jeg byder ind med to efterårstrends, som med garanti får dig chikt gennem sæsonen – og igen i næste uge, hvor alle de spændende skønhedsevents, som jeg har lovet på programmet, kommer live på bloggen. De inkluderer blandt andet Femina-messen, spændende brunch-arrangementer med Max Factor og Magasin, et VIP-arrangement med The Body Shop, venindearrangementer med YSL hos Illum og meget mere. Husk også, at jeg kommer en tur til Vejle den 21. september og giver masser af skønhedstips fra mig i forbindelse med TopClinics 10 års jubilæum. Læs mere her.  

Foto: Estée Lauder

Et virkelig godt eyelinertip

9. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Eyelineren, også den flydende, er uundgåelig i tidens makeupbillede, og en smuk trend lige nu er kombinationen af et helt rent, velplejet ansigt med flydende eyeliner, lagt med sikker hånd. Men hvordan er det lige, at du får den eyeliner til at makke ret? Jeg har netop fået et godt tip ind ad døren i forbindelse med en artikel til Cover, fra den svenske makeupartist Anya De Tobon: ”Tegn først den perfekte liner-linje med en hvid kholblyant, og når du har skabt det helt rette sving, så læg den flydende eyeliner over.” Voila, hvorfor er der ingen, der har fortalt os det noget før. 

Foto: Angelina Jolie 

Ansigtsgymnastik

8. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I går var jeg til pressemøde hos Sisley, det franske luksus-hudplejemærke skabt af Isabelle og Hubert D’Ornano, et af Paris’ societypar, med dybe rødder i både kunst- og skønhedsverdenen. Jeg har haft den store fornøjelse at interviewe dem i deres fantastiske lejlighed i Paris for nogle år siden, og jeg skal se, om jeg kan få lagt interviewet ind her på skønhedsbloggen. Isabelle D’Ornano er flere gange kåret til en af verdens mest elegante kvinder og velplejet ud over det sædvanlige. Til pressemødet i går fik jeg Isabelles tips til sikre en flot profil, også op i årene (selv er hun fra 1937), for de fleste af os kender godt, når tyngdekraften sætter en smule ind på hage- og kæbepartiet. Det klares med en god gang ansigtsgymnastik dagligt: Spids tungen og forsøg at få den til at røre din næse. Hold den, mens du tæller til femten. Gentag nogle gange. Knyt derefter hænderne og rotér dem langs kæbepartiet og under hagen. Forsæt de roterende bevægelser op langs kindbenene. Gentag et par gange. Nå ja, så anbefaler Isabelle D’Ornano selvfølgelig at kombinere med husets nye Global Firming Serum, der kommer på hylderne lige om lidt. 

Læs også Sisley-favoritter 

Foto: Hubert og Isabelle D’Ornano

Farvestrejf

7. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der er langt fra 1980’ernes crazy colour til denne sæsons allestedsnærværende farvestrejf i håret, der stadig er vovet, men en del mere sofistikeret. Tænk Scarlett Johanssons pudderfarvede frisure, der matcher hendes kjole, i Dolce & Gabbanas parfumekampagne, übermodellen Kate Moss’ blå strejf til lanceringen af hendes taskekollektion for Longchamps (alle troede, at det var gråt, men det er en anden sag) og ikke mindst magasinet Covers juniforside med pink hår. Men det startede alt sammen med designeren Alberta Ferrettis kampagne i sommeren 2008, som jeg netop stødte på i et gammelt magasin. Tip! Vil du gøre kunsten efter, så kan jeg anbefale at bruge hårmærket Davines’ tonede hårkure, der holder et par dage. Så kan du sagtens lade håret matche kjolen for en aften. 

Foto: Alberta Ferretti 

Gossip

6. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har stadig hovedet i gamle gemmer, og dér fandt jeg en lidt mandagssladder i et internationalt magasin. Her forlyder det, at hemmeligheden bag Nicole Kidmans efterhånden berømte og perfekte porcelænshud ikke skyldes Chanel, som hun ellers har kontrakt med. I virkeligheden sværger hun til det schweiziske luksusmærke La Prairies Re-Age Sensitive creme, men det må hun ikke sige det højt, da hun har kontrakt med Chanel. Men som det hævdes i artiklen, så ville hun aldrig have fået kontrakten med Chanel, hvis det ikke var for La Prairie. Måske værd at prøve, hvis du drømmer om en kontrakt med Chanel eller blot vil have en perfekt porcelænshud. 

 

Foto: Nicole Kidman

Susannes London-tips #3

5. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

”Den bedste voksning får du hos Fern Skin Clinic i Belsize Park, som er lidt af et celebrity hangout. Lisa og Nicki, der ejer salonen, er fantastiske, og de bruger en australsk olie, som de kommer på huden før den varme voks (også fra Australien). På den måde hænger voksen kun fast i hårene og ikke i huden. Jeg er lidt af en piveskid, men deres Brazilian gør efter min mening ikke spor ondt. De laver også alle mulige andre behandlinger, ikke kun waxing. www.fernskinclinic.com. En Brazilian/Hollywood (bikinilinje, red.) koster £47.” Uden for London anbefaler Susanne i øvrigt spa’en på Babington House, hvor hun hævder at have fået den bedste sugar scrub nogensinde. Læs hvad jeg har skrevet om Babington her 

Foto: Babington Spa

Susannes London-tips #2

4. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

”Jeg får lavet deep tissue massage hos Sue Carberry. Hun er Londons suverænt bedste, og har fået sat skak på mine slemme hovedpiner. En time på briksen hos Sue løsner ikke bare op for spændinger og skader; hun laver en ansigtsmassage, der fjerner linjer i panden i op til en uge (og man kan selv gøre det derhjemme – det virker!!). Hun kommer gerne til ens hotel, eller du kan besøge hendes klinik tirsdag og torsdag i Langham Studio på Langham Street, lige ved Regent Street. En time koster £65, og de er brugt godt. Du kan læse mere på www.integratedbodywork.co.uk.” Kunne du i øvrigt tænke dig at prøve noget lignende herhjemme, så kan jeg varmt anbefale Julie Lynge på Østerbro i København. Læs mere her.

Foto: Deep Tissue Massage

Susannes London-tips #1

4. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg elsker forlængede efterårsweekender i London, ikke mindst hvis de inkluderer et par timer på et nyt skønhedssted, jeg ikke har prøvet før. Så mens jeg drømmer om at komme af sted, bad jeg Susanne Madsen, der er en udsøgt modeskribent og absolut helt fremme i Londons tendenser, om lov til at kigge i hendes adressebog over favorit-skønhedssteder. Som hun siger: ”Det er ikke verdens længste liste, but it does the trick!”. Det er lige efter mit hoved. Her kommer de første tips, som du roligt kan skrive dig bag øret: ”Hvis man ikke lige har råd til at bestille en tid i Sophy Robsons neglepalads (læs mere om Sophy Robson her), så er de bedste steder at få lavet negle i enten Shepards Bush (Goldhawk Road har to neglebarer, der ligger tæt ved Goldhawk Road Station – jeg bruger dem begge) eller ude i Øst-London i Dalston. Manicure koster cirka 10 pund, pedicure 20 pund, og du behøver ikke at bestille tid. De fleste steder bruger engangsbarberblade til fødderne. Der er delte meninger om at bruge barberblade (Sophy Robson er ikke fan), men mine fødder elsker det, og jeg synes ikke, at der kommer mere hård hud, snarere tværtimod. Du kan stort set få lavet alle slags negle i de billige neglebarer, og jeg elsker at se de lokale få lavet Burberry-tern på tåneglene og lange akrylnegle med similisten og palmetræer. Der er også Wah Nails i Shoreditch, hvor pigerne laver de fineste neon-camouflagenegle.” 

Foto: Wah Nails

Læs det med småt

3. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

En anden mascaratrend handler om kampagnerne, der i USA og Storbritannien har fået påtegnet, at såfremt der bruges kunstige vipper eller photoshop til at fremhæve modellens vipper, så skal det stå anført i kampagnen, så forbrugerne ikke bliver vildledt. Det er derfor, at du i internationale magasiner nu kan finde teksten ’digitally enhanced lashes’ på Estée Lauders nye mascarakampagne, mens Lancômes nye kampagne med Julia Roberts er påført teksten ’styled with lash inserts. Refined in post production’. Well, nobody is perfect. Klik i øvrigt ind igen i weekenden, hvor jeg har tiltusket mig de bedste skønhedsadresser i London fra skønne Susanne Madsen, som er dus med modeguruer som Colin McDowell og Suzy Menkes. Susanne bor i London og skriver om mode til en række danske medier, blandt andet Cover, og der er et sted eller to i Susannes adressebog, som jeg ikke har besøgt – endnu. 

Foto: Lancôme 

Dét drømmer I om

3. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er stadig længde og fylde, der tæller højst, når det kommer til drømmemascaraen. I al fald hvis man spørger jer, og det gør jeg jo rigtig gerne (faktisk er 139 svar fra jer mere repræsentativt end mange af de forbrugertests, som skønhedsfirmaerne selv laver på nye produkter, men det er en helt anden sag, som jeg nok skal tage op her på skønhedsbloggen en anden gang). Tredjeprioriteten kom til gengæld lidt bag på mig. Det handler nemlig om at finde en mascara, der ikke klumper. Næsten halvdelen af jer, helt specifikt 46%, har problemer med netop dét (et hurtigt tip til at holde din mascara klumpefri er at undgå at pumpe i mascaraen. Drej i stedet forsigtigt børsten op af hylsteret), ligesom 24% nævner, at det ville være dejligt at finde en mascara, der bliver på vipperne og ikke ender under øjet i løbet af dagen (prøv at komme en smule pudder på vipperne, inden du lægger mascara). 22% nævner, at farven gerne må være kulsort – i øvrigt en stadig større trend i nye mascaralanceringer, så hold øje – mens 15% nævner, at børsten er vigtig (det har skønhedsfirmaerne heldigvis fået øjnene op for. Der lanceres avancerede børster i massevis i øjeblikket, så der burde være noget for enhver smag). Derimod nævner kun 8%, at pleje er vigtigt, og 9% at økologi og indholdsstoffer har en prioritet (er du en af dem, så tjek her). Og så er der dét med påføring: 15% vil have en mascara, der er let og hurtigt at få på, mens 12% prioriterer, at den skal være let at få af (her må jeg tilføje Weledas mandelolie endnu en gang). Og kære skønhedsbranche, 134 af 139 har ikke fundet deres drømmemascara endnu … 

Foto: Arkiv

Er du en af de heldige?

2. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du har deltaget i konkurrencen her på skønhedsbloggen om modeugens mest eftertragtede mascara, så kig fluks i din inbox. Vi har nemlig sendt mails ud til de ikke mindre end 30 heldige vindere af L’Oréal Paris Volume Million Lashes, der blev trukket op af beautyboksen her til formiddag. Én mail bliver dog ved med at komme retur. Men det skal ikke holde os tilbage, så hedder du Stine og har skrevet nedenstående om din drømmemascara, så send fluks en mail til hello@ilovebeauty.dk, så du kan få din præmie: ’Mine drømmeøjne – det jeg sukker dybest efter – er: 1) Laaaange øjenvipper først og fremmest. 2) En mascara, der ikke smatter ud på huden i løbet af dagen. Der bliver lynhurtigt dømt trætte pandaøjne med mange mascaraer, der smitter af på huden. Uh, en holdbar mascara, måske endda vandfast, ønsker jeg mig. Vi drømmer alle om de perfekte øjne – den perfekte tryllemascara’. Det er i øvrigt absolut ikke kun Stine, der drømmer om den perfekte tryllemascara. Hør, hvad 139 af jer drømmer om i en mascara næste gang, du klikker ind.  

Foto: Backstage Paris

Er du en af de heldige?

2. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du har deltaget i konkurrencen her på skønhedsbloggen om modeugens mest eftertragtede mascara, så kig fluks i din inbox. Vi har nemlig sendt mails ud til de ikke mindre end 30 heldige vindere af L’Oréal Paris Volume Million Lashes, der blev trukket op af beautyboksen her til formiddag. Én mail bliver dog ved med at komme retur. Men det skal ikke holde os tilbage, så hedder du Stine og har skrevet nedenstående om din drømmemascara, så send fluks en mail til hello@ilovebeauty.dk, så du kan få din præmie: ’Mine drømmeøjne – det jeg sukker dybest efter – er: 1) Laaaange øjenvipper først og fremmest. 2) En mascara, der ikke smatter ud på huden i løbet af dagen. Der bliver lynhurtigt dømt trætte pandaøjne med mange mascaraer, der smitter af på huden. Uh, en holdbar mascara, måske endda vandfast, ønsker jeg mig. Vi drømmer alle om de perfekte øjne – den perfekte tryllemascara’. Det er i øvrigt absolut ikke kun Stine, der drømmer om den perfekte tryllemascara. Hør, hvad 139 af jer drømmer om i en mascara næste gang, du klikker ind.  

Foto: Backstage Paris

En geishas skønhedsritualer

1. september - 2010  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Hvad er det så med den geisha, jeg har skrevet om i flere dage? Ikke andet end at jeg faldt over en gammel artikel, hvor en 18-årig geisha beskriver sine skønhedsrutiner, der er ret fascinerende (og lidt skræmmende). Det tager to år at blive fuldt uddannet i geishaens univers, og uddannelsen indebærer blandt andet en tur hos frisøren en gang om ugen, hvor håret bliver sat i den klassiske geisha-frisure, der kræver, at hun hver nat må sove med en særlig nakkepude. Makeuppen tager en time og inkluderer hvid zink-oxid – Oshito-i – blandet med Niveas håndcreme (for at give huden den karakteristiske hvide farve) på ansigt og hals, hvor det i øvrigt handler om at få halsen til at se så lang ud som muligt. I stedet for pudder bruger hun Johnsons Baby Powder, der ifølge geishaer er særlig god til at holde huden helt mat. Kinderne bliver farvet pink (pink blush bruges også langs næsen for at få den til at syne smallere) og øjenbrynene fremhæves med den karakteristiske rødbrune farve, der også kommes på øjenlågene sammen med sort eyeliner. Vipperne bukkes først med Shiseidos vippebukker og derefter Max Factor 2000 Calorie Mascara, der efter sigende skulle være en velkendt geisha-favorit. De røde læber er et resultat af rød pigment blandet med vand og lidt sukker, så det smager sødt. Læberne bliver altid tegnet op, så de virker smallere, hvad der anses som smukt i Japan, hvor de på ingen måde kan forstå den vestlige trend med collagen-læber (den har jeg i øvrigt også nogle gange lidt svært ved at forstå …). Det sætter tingene lidt i perspektiv, når vi klager vi over at skulle rense huden morgen og aften … til det formål bruger geishaerne i øvrigt Johnson’s Baby Oil.
 
 
Foto: Memoirs of a Geisha