Arkiv for september, 2009

Skønhedskøleskab

22. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Nu vi taler om spiselige skønhedsprodukter, er det på sin plads at nævne, at AEG i samarbejde med den russiske juveler Irina Volkonskii netop har skabt verdens første skønhedskøleskab. Måske kan du huske 1980’ernes trend med at opbevare sine neglelakker i køleskabet (dengang spiste man heller ikke så meget, så man kunne passe tøjet). Tendensen er ikke helt dum. For med stadig flere økologiske cremer på skønhedshylderne – og stadig færre konserveringsmidler i dem – skal dine skønhedsprodukter behandles med større forsigtighed end tidligere. 

billede-22

Foto: AEG 

Spis brød til

21. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Tendensen blev rigtigt skudt i gang, da Horst Rechelbauer (manden, der stod bag det succesfulde mærke Aveda, som han solgte til Estée Lauder-koncernen) drak af sin hårspray til det pressemøde, han havde arrangeret i forbindelse med lanceringen af sit nye økomærke Intelligent Nutrients. Siden er der kommet spiselige skønhedsprodukter på bordet med jævne mellemrum. Essential Cares Coconut Candy Scrub, som jeg skrev om tidligere i dag, blev serveret på kiks til gæsterne på den grønne messe, som Helsam afholdt i weekenden, og jeg har ladet mig fortælle, at Complete Me spa i København netop har lanceret to kokosprodukter, som du også kan spise – en scrub og en olie. Velbekomme!
 
billede-41 
Foto: Complete Me
 

Go coconuts

21. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Duften kan let give associationer til 1980’ernes sololier, Pina Coladas og Bountystrande. Det gjorde det for mig, da de første skønhedsprodukter med kokos kom frem igen. Men jeg har fuldstændig overgivet mig til tidens sunde kokosolier og jeg kaster mig også gerne over kokoscremer og kokosscrubs, der har en helt anden naturlig og ren duft end 1980′ernes versioner. Blandt mine favoritter hører Pukka Coconut Oil (som jeg både bruger til madlavning og på kroppen), Arndal Coconut Butter (god om vinteren), Hotel Guldsmedens Coconut Cream (let og nærende) og Essential Cares nye Coconut Scrub. Allesammen økologiske, naturligvis.  

coconut_candy_scrub_coco

Foto: Essential Care

Ahhhh …

20. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Måske kan du huske supermodellen Naomi Campbells berømte fald på catwalken år tilbage. Det var i et par sylehøje Vivienne Westwood-sko, og billedet blev bragt i medier verden over. I takt med at designerne lancerer stadig mere kunstneriske og avancerede sko med hæle op til 17 cm er vi flere, der kan risikere at komme i samme situation. Og følelsen kender de fleste af os. At gå ud i stiletter, der er lidt for høje, lidt for nye og helt uudholdelige ud på de sene nattetimer. Førende natklubber i London har taget konsekvensen og lanceret konceptet Afterheels, hvor du for små 500 kr. kan trække et par flade ballerinasko i en automat, akkurat som du trækker en kop kaffe. Det er vel ikke nødvendigt at nævne, at konceptet er ret populært?
 
naomi-fall
 
Foto: Arkiv 
 

På beautybar

20. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I London er det lige nu superhipt at gå på bar. Beautybar, vel at mærke. I stormagasinerne, med Selfridges’ helt nye skønhedsafdeling i front, spirer det frem med både lash bars (hvor du kan få ordnet dine vipper), eye bars (hvor øjenmakeuppen kan blive opdateret), brow bars (plukning og farvning af øjenbryn) og fragrance bars, hvor du kan få en privatkonsultation og hjælp til at finde præcis din nye yndlingsduft. Jeg mindes sågar at have læst om en taskebar, hvor du i ro og mag kan sidde og prøve om alle dine ting og sager passer ned i den nye taske, du har forelsket dig i. Men det var garanteret i New York, hvor de er helt fremme i taskerne, og endda har små skamler på restauranterne til din designerversion, så den ikke skal stå på gulvet. 

fragrance-testing-at-selfridges

Foto: Selfridges 

Japansk hårceremoni

19. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

En anden måde at komme helt ned i gear er ved at benytte sig af en af tidens store trends, skønhedsbehandlinger til dit hår. Det er ikke længere ualmindeligt at bestille tid hos frisøren, ikke til den sædvanlige klip eller farvning, men til en skønhedskur, der består af en kombination af håranalyse, behandling, massage og luksusføntøring, der gør dine lokker så gode som nye. Jeg har mange gange skrevet om japanske Shu Uemura, hvis renseolier og makeup desværre ikke fås herhjemme. Men det gør deres hårprodukter, og Shu Uemuras hårceremonier er både berømte og berygtede. Forleden lagde jeg lokkerne til en af slagsen hos Bomholt Intercoiffure i Pilestræde i København, og jeg har prøvet meget, men det var lidt som at komme i hårhimlen. Jeg nævner i flæng velduftende olier, skummende shampooer, velgørende hårbørste-ritualer og mere shiatsu og mental ro end jeg har fået længe. Jeg lover, at dit hår vil takke dig for det. 

shu

Foto: Shu Uemura 

Og så til de velgørende ritualer

19. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Vidste du, at salvie har en eminent evne til at hjælpe dig med at trække fokus væk fra hovedet og ned i kroppen? Tænker du lidt for meget over tingene eller har du svært ved at give slip på arbejdet, selv om det er weekend, så drik te af salvie eller snup et karbad eller et fodbad med Dr. Hauschkas salviebadeolie, der dufter helt fantastisk. Du kan sikkert finde andre dejlige salvieolier hos helsekostbutikkerne. 
 
sage
 
Foto: Veggiefocus.com
 

En ret, en vrang

18. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Med al den modeugeblogging kan man indimellem trænge til et pusterum. Har du – som jeg – nogle gange svært ved at geare ned, er der to gode måder: 1. Velgørende, afslappende skønhedsritualer, og 2. Designer Rigetta Klints strikkemeditation – et koncept som hun netop har lanceret på www.slowfashionhouse.com. Skulle du befinde dig i Stockholm i dag og i morgen, byder hun sågar på live strikkesalon, hvor du kan slå dig ned for en stund med en god gang meditativt strikkeri. Er du hurtig med pindene, kan du samtidig tilføje en chik strikkreation (efterårs-musthave) til din garderobe. 

billede-13 

Foto: Benjamin Cho

Stort!

18. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Volumen, volumen, volumen. Det er kodeordet i øjeblikket, både når det kommer til læber, vipper, kjoler og frisurer, der igen er blevet store. Hårartisterne har fundet de gode, gamle teknikker som føntørring og toupering frem igen for at give løft til håret – måske efter den lige så gamle devise, at jo større hår, jo mindre synes dine hofter. Der ligger andet end trends bag fyldigheden. For akkurat som det gælder, når vi gerne vil have læberne og barmen til at synes fyldigere, så det gælder det også for håret, at fylde ubevidst appellerer til mænd, da det associeres med ungdom. En af mine yndlingsbøger om emnet er Grant McCrackens Big Hair

big-hair-2

Foto: Amazon 

Chik chignon

18. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I dag starter modeugen i London, så modekaravanen har transporteret sig over Atlanten fra New York for at følge London Fashion Week, der fylder 25 år i år. Inden vi forlader New York helt, har jeg fået et tip fra Gun-Britt, der stod bag håret til designeren Elise Øverlands anmelderroste show. Frisuren blev lavet med udgangspunkt i den klassiske balletknude – chignon som den hedder – der er en stor hårtrend lige nu. ”For gøre looket lidt mere ungt og ikke så stramt, satte vi knuden lidt højere i nakken, og vi løsnede håret op fortil. Desuden er det vigtigt at bruge hårprodukter, der giver det rigtige hold, men uden at se for ’sat’ ud. Vi brugte et miks af produkterne Stardust (hårpudder) og Saltwater (saltvandsspray) for at skabe volumen, og afsluttede med at samle det hele med lidt Styling Paste,” fortalte Gun-Britt. Alle produkter er fra Gun-Britts egen serie, der således smukt kom på den internationale modeugeagenda. 

b-stage1

Foto: Gun-Britt 

R.I.P.

18. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Jeg har netop ladet mig fortælle, at Estée Lauder-koncernen har valgt at lukke et af sine mærker. Fra 31. januar 2010 kan du ikke længere købe Prescriptives i butikkerne i Canada, England, Irland, Australien og USA, hvor det har været solgt de sidste 30 år. Prescriptives var et af de første skønhedsmærker, der satte fokus på forbrugernes behov for individuelle produkter med mulighed for at mikse og matche til hver enkelts behov – en trend, der i øvrigt bliver mere og mere mainstream. Du har stadig et par måneder til at fylde hylderne op med skræddersyet pudder, Lip Strips lipgloss og sidst, men absolut ikke mindst, kultparfumen Calyx. 
prescriptives-all-skins-productpreview
Foto: Prescriptives 
 

Alberta og Claudia

17. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Apropos Alberta Ferretti, så blev parfumens frontperson offentliggjort forleden i Rom. Det har længe været ude, at supermodel Claudia Schiffer skulle være ansigt for Ferrettis første duft, men helt officielt blev det først, da Claudia Schiffer i bedste Anita Ekberg-stil blev fotograferet af et utal af paparazzi-fotografer ved den berømte Trevi-fontæne i Rom. Jeg fik en fotohilsen fra Alberta og Claudia på dagen. 

9-9-09-alberta-ferretti-e-claudia-schiffer-2 

Foto: Alberta Ferretti

Læbeaftryk

17. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Tidens store læbestift-trend har bredt sig udover læberne og sætter nu også sit aftryk på modeverdenen. Det var helt tydeligt under den italienske designer Alberta Ferrettis show i New York for underlinjen Philosophy di Alberta Ferretti. Adskillige modeller gik på podiet iført de fine chiffonkjoler, som Ferretti er berømt for, nu med læbeaftryk og enkelte sågar påsyede kyslæber. Tjek også Alberta Ferrettis nye parfume – der af flere allerede er kåret til årets duft – og som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.  

lips-philosophy

Foto: Alberta Ferretti

Six scents

17. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Designeren Philip Lim, der har charmet både Vogue-redaktør Anna Wintour og masser af piger herhjemme (mig inklusive), viste sin sommerkollektion for 2010 i New York i går. I den forbindelse er det værd at nævne, at du kan iklæde dig en anden nyhed fra Philip Lim allerede i oktober. Philip Lim lancerer nemlig en parfume i samarbejde med Six Scents, der slog stærkt igennem sidste år med deres første serie af dufte, der er skabt som et unikt samarbejde mellem parfumører og designere. De øvrige fem lanceringer i serien tæller blandt andre danske Henrik Vibskov, der således får sit navn slået fast på den internationale dufthimmel.  

philip-lim

Foto: Six Scents 

A-ca-hvaffornoget

17. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Det er ikke kun Kiehl’s, der bruger Acai i deres produkter. Også danske Andrea Elisabeth Rudolph bygger sin certificerede skønhedsserie på det lille blåsorte bær, der vokser i Brasiliens regnskove og smager som en blanding af blåbær og chokolade. Acai ligger nr. 5 på ORACs officielle liste over fødevarer med flest antioxidanter, og i USA har selveste Oprah Winfrey udnævnt bærret til den ultimative superfood. Acai er ikke en ny opfindelse. Hos de indfødte indianere i Amazonas regnskove har Acai været kendt som naturens egen energikilde i generationer. Er du fristet? Så kan jeg anbefale Acai Facial Oil fra Rudolph Care. 
 
rudolph_care_02_1
 
Foto: Rudolph Care 
 

Kiehl’s Since 1851

16. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Ingen tur til New York uden et besøg hos newyorker-apoteket Kiehl’s Since 1851, der ligger på Pear Tree Corner i East Village. Selv om du efterhånden kan finde Kiehl’s i masser af storbyer rundt omkring i verden (herhjemme skal du en tur i Københavns Lufthavn for at få det), så er der noget helt særligt ved denne butik, der er hjertet af alt, hvad Kiehl’s står for. Deres læbepomade er en skønhedsredaktør-favorit, og det samme er deres Shave Cream til kvindeben. Det nyeste skud på stammen er en linje af ansigtsprodukter baseret på Acai, der er en af de mange populære superfoods, som vælter frem i øjeblikket. Både til at spise og smøre på. 
 
cover-november
 
Foto: Kiehl’s
 

All that jazz

16. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Skal du ud i New York, så er det på jazzklubberne, det sker. Det er nemlig ikke uden grund, at verdens førende trendforsker Li Edelkoort nævner Jazzage-parties og charleston som noget af det mest populære på klubberne i New York. Akkurat som jazzen selv, der blev født af 1. Verdenskrig, er den nye jazztid også født af nutidens recession. Trenden har også bredt sig til skønhedsfronten, hvor Dior står i spidsen for looket, der tæller farvede læber, smalle bryn og masser af fokus på vipperne. Det bølgede hår er også et must.  

all-that-jazz

Foto: Dior

I love Lucy

16. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
Navnet Lucille Ball kom op flere gange under Marc by Marc Jacobs’ show (designerens underlinje) i New York i går. Der var da også masser af referencer i kollektion, styling og ikke mindst hovedbeklædning til model, skuespiller og comédienne Lucille Désirée Ball, der især blev berømt for I Love Lucy og The LucyShow, der var nogle af de mest populære tv-shows op gennem 1950’erne. Jeg ved af personlig erfaring, at disse shows er meget svære at få fat i på dvd, men du kan se – eller gense – dem på YouTube. Det kan stærkt anbefales.
 
lucille-ball
 
Foto: I Love Lucy
 

Lovely Lola

15. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Lola er navnet på Marc Jacobs’ nye parfume, der har stort fokus under modeugen i New York. Selv kalder Marc Jacobs Lola for den lidt mere selvsikre og vampede storesøster til hans anden parfume Daisy. Er du hurtig på aftrækkeren – og i nærheden af København – kan du få en duft af selvsikkerhed og New York hos Marc by Marc Jacobs’ butik i Chr. IXs Gade 3-5, hvor de fejrer den nye parfume med drinks, duft og discounts. Det foregår i aften fra kl. 19. 

lola

Foto: Marc Jacobs 

Tag med til New York

15. september - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Har du drømt dig en tur til New York og modeugen, som jeg har blogget om de sidste par dage, men ikke lige fundet tid og økonomi til en impulstur? Så kan jeg glæde dig med, at du let kan få en snert af The Big Apple alligevel. I denne uge har stormagasinet Illum i København nemlig fået Bond No. 9 på hylderne – kultparfumerne, der er kreeret og opkaldt efter New Yorks fashionable gader og hippe områder. På et øjeblik tager de dig til Riverside Drive, Manhattan, Chinatown eller måske en tur til Coney Island. Tjek også de små film her på skønhedsbloggen. 

bondno9-main

Foto: Bond No. 9