Arkiv for august, 2009

Grøn glamour

25. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der er ingen som Stella McCartney, der formår at gøre grønne initiativer chikke. Inden hun lancerede sin certificerede hudplejelinje Care havde økologiske produkter stadig en aura af henna over sig, men Stella McCartney fik hurtigt gjort det glamourøst at være bevidst. At celebre veninder som skuespillerne Gwyneth Paltrow og Liv Tyler bakkede hende op, gjorde ikke populariteten mindre. Sit engagement i miljøet har hun fra sin mor, Linda McCartney, der døde af kræft som 56-årig og ligesom Stella var veganer og stærkt involveret i miljøspørgsmål. I sin efterårskampagne går Stella mod alle konventioner om retoucherede modeller i kliniske universer og lancerer i stedet smuk pop-art kitsch med Disney og grønne skove. Måske en ny generation indenfor kampagner?

stella-mccartney-disney-ad 

Foto: Stella McCartney kampagne

Lidt om The Body Shop

24. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
The Body Shop har altid været kendetegnet ved sin grønne farve, men forretningen blev kun grøn, fordi det var den eneste farve, grundlæggeren Anita Roddick kunne finde, der kunne skjule fugten på de mugne vægge, da hun åbnede sin første butik i 1976 i Brighton. Det handlede oprindeligt om at forsørge familien, men hurtigt kom The Body Shop til at handle om langt mere. Anita Roddick var en af pionererne inden for fair trade samt en af de første, der forbød dyreforsøg, og hun førte kampagner for miljøet i mange år, inden det blev moderne. Hun troede på, at forretning kan være med til at gøre en positiv forskel i verden, og at den bedste måde at overbevise andre om dette på er ved at være et godt forbillede. Det blev hun. Inden sin død i september 2007 havde Dame Anita Roddick solgt sit skønhedsimperium til kosmetikgiganten L’Oréal, der ligesom alle andre gerne ville tage til lære af The Queen of Green. Jeg fik bogen ’Body and Soul’, der fortæller hele historien, da jeg for mange år siden arbejdede for The Body Shop, og den er mindst lige så aktuel nu.
 
anita
Foto: Amazon
 

Line up

24. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

En ting, du ikke kommer uden om i tidens firsertrend, er eyelineren. Enten den flydende eyeliner, som jeg allerede har skrevet en del om, eller øjenblyanten. Alle farver kan bruges – fra et strejf af turkis til sølv og guld. Eller neon. Med The Body Shops Eye Definers kan du slå to fluer med ét smæk: Det metalliske look, som stadig hærger podierne, i eyelineren, der er efterårets makeup-musthave. 

billede-16

Foto: The Body Shop

To-farvede læber

24. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

 Der er masser af firserreferencer i både mode og makeup lige nu. En af dem er læber i to toner, som det sås hos modehuset Ungaro. Det bringer minder om dengang, hvor Yves Saint Laurent bød på læbestift-duo i sort og hvid – sort på overlæben og hvid på underlæben – der, udover at være en temmelig utraditionel læbekombination, også gjorde det fuldstændig umuligt at gøre andet end at holde læberne let åbne – og endelig ikke trykke dem sammen. Endelig ikke! Ungaros version er lidt mere human, og får du blandet pink og orange sammen, så giver det garanteret en smuk farve. 

slide123

Foto: Mac

Øje for skønhed

23. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Kæmpestore Mingvaser. Smukke gobeliner. Silketapeter med blomstermotiver. En vaskeægte orkesterbalkon og en fantastisk venetiansk lysekrone med svungne arme og glasdråber. Der er masser, som øjet kan fanges af, når man bor på Hotel Randers, og ikke noget at sige til, at det er her kongehuset lader sig indlogere, når de er på disse kanter. Det er de perfekte rammer for en romantisk weekend. 

slide122

Foto: Hotel Randers

Blomstrende indslag

23. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Under den danske modeuge for nylig lærte jeg et trick, som jeg fik brug for her i weekenden. For er man kommet til bryllup i Randers uden smykker, kan en tur hos blomsterhandleren let opgradere din kjole til fest. Hos Designers Remix og Ole Yde blev roser og orkidéer flittigt brugt både i håret, som armbånd, brocher og på skoene. Brug endelig din egen yndlingsblomst. 

blomster 

Foto: Copenhagen Fashion Week

De fineste handsker

22. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

På min formiddagstur gennem Randers fandt jeg også Randers Handsker, der er kongelig hofleverandør og regnes for at være en af verdens ældste handskefabrikker. De blev berømte for deres fine skindhandsker med en særlig duft og blødhed. Jeg ved godt, at de har en butik på Strøget i København (hvor vi i øvrigt flittigt lånte handsker til modesiderne, da jeg var mode- og skønhedsredaktør på magasinet Eurowoman), men der er noget særligt ved at finde den helt ægte vare. I øvrigt hører skindhandsker sig så absolut til i din garderobe dette efterår. 

slide121

Foto: Randers Handsker 

Fra New York til Randers

22. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg er i Randers til bryllup, og brugte formiddagen på at gå en tur ud i byen, hvor jeg ikke har været, siden jeg var lille. Og tænk engang, hos parfumeri og hudplejeklinik Charlotte Møller fandt jeg til min store glæde neglelakkerne fra min yndlingsmanicuresalon i New York – Rescue Beauty Lounge – som jeg har blogget op og ned om. De sender også til resten af landet. Find info på www.charlottemoller.com

billede-15

Foto: Rescue Beauty Lounge

Flere rene dråber

21. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du ikke allerede har hørt om Ajne, kan jeg fortælle, at det er det hotteste lige nu blandt Hollywoods A-liste, og det er ikke uden grund. De attraktive parfumer er nemlig veganske – hvad der er en stor trend i USA – og helt uden parabener, ftalater og synteter. I Hollywood kan du få lavet din egen personlige duft af Ajnes parfumør Jane Hendler, der kreerer dufte ud fra det gamle chakrasystem til berømtheder som Reese Witherspoon, Kate Bekinsale og Hilary Swank – og i øvrigt skal kreere dufte til stjernerne til Emmy Awards i næste måned. Herhjemme må du indtil videre ‘nøjes’ med Ajnes fine ready-to-wear parfumer, der netop er kommet på hylderne hos Tekinoktay i Silkegade i København.  

ajne_necklace_bottle

Foto: Ajne

Øko-parfumer

21. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Naturlige parfumer er all the rage i øjeblikket. Efter at mange af os har ladet naturen og økologien få en plads både blandt vores cremer og makeup, er turen nu kommet til parfumerne. Mærker som Florascent, Kibio, L’Occitane og Balm Balm hører til blandt favoritterne, og sidstnævntes 100% økologiske single-duftnoter – altså rene dufte, der ikke er blandet sammen – er netop lanceret herhjemme. Dem kan du bruge enkeltvis eller selv mikse på kryds og tværs til din helt egen parfume – der er syv forskellige af slagsen. Personligt kan jeg godt lide blandingen af Rose Geranium, Mandarin og Ylang Ylang. 

c3b8koparfumer 

Foto: CT

Pluk aldrig dine øjenbryn

20. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at interviewe førnævnte Julia Restoin-Roitfeld. Her er tre af hendes veldrejede skønhedstips. Har du fået et skønhedstip fra din mor foruden alle modetipsene? “Pluk aldrig dine øjenbryn!” Hvilke skønhedsprodukter går du aldrig ud uden? “YSL Touche Eclat-pennen, rød læbestift fra Chanel og Chanel eyeliner.” Hvad betyder skønhed for dig? “En person kan godt have smukke træk, og alligevel ikke være smuk. Jeg tror, at du må være bevidst om din egen skønhed på en ydmyg måde, hvis andre skal se den. Jeg tror også, at lykke tilføjer den ekstra glød, du har brug for, for at være smuk.” Hvad er god stil? ”God stil handler om at klæde sig efter sin krop og sin personlighed. Jeg har røv og barm, så jeg fejrer det med en snæver talje, eller et miniskørt og lidt kavalergang.”

julia-papermag

Foto: Papermag

Cats don’t raise dogs

20. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Sådan siger Julia Restoin-Roitfeld, der er som snydt ud af næsen på sin berømte mor – fransk Vogues chikke chefredaktør Carine Roitfeld – som gentagne gange er kåret som en af verdens mest stilfulde kvinder. Faktisk er ligheden indimellem så stor, at modebiblen Fashion Week Daily skrev, at ”det er ikke plastikkirurgi, det er Julia!”, da hun for et par år siden blev introduceret som designeren Tom Fords nye muse og ansigt på kampagnen for hans første parfume Black Orchid, der blev revet af hylderne af dufthungrende fashionistas med hang til sorte orkidéer. Siden har Julia været et efterspurgt ansigt i prestigekampagner, og til efteråret optræder hun også på kampagnen for Jil Sanders nye duft Jil.  

slide120

Foto: Jil Sander kampagne

Roll, but don’t drop

20. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hos Nail Office lagde jeg mærke til, at alle pigerne rullede neglelakflasken hurtigt frem og tilbage mellem håndfladerne, inden de lagde lakken på. Da jeg spurgte til det, sagde de, at det var en gammel vane, men samtidig en god måde at få rystet lakken grundigt på, så den ikke skiller. At det også varmer lakken lidt op, gør måske sit til, at den ligger bedre. Det virker for dem, så måske det også virker for dig. Alle kneb gælder. 

lacquer

Foto: Cover 

Apropos

20. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har brugt min formiddag hos Nail Office på Strandvejen i Hellerup. De, der har fulgt bloggen eller læst min skønhedsbog, vil vide, at jeg har en særlig forkærlighed for Rescue Beauty Lounge i New York, hvor manicuredronningen Ji Baek regerer iført tårnhøje Manolo Blahniks. Nail Office er Danmarks svar på Rescue Beauty, og Mariya, der står bag, går i mindst lige så høje hæle. Hygiejnen og enkeltheden er også den samme, og der er ikke spor i luften af, at du befinder dig i en neglesalon. Skal du have en perfekt pedicure (spørg efter Neli) eller manicure, hvad enten det er helt efter bogen eller mere avanceret, som det ses på podierne, så giv dem et kald. Jeg valgte i øvrigt postkasserød som en værdig efterfølger til sommerens koral. Læs mere på www.nailoffice.dk. billede-14 Foto: Nail Office

Flere grønne lakker

20. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har fået en del forespørgsler på andre grønne neglelakker, nu hvor det er nærmest umuligt at få fingre i den berygtede Chanel Jade. De fleste af de professionelle mærker – OPI, Essie og CND, som du finder hos spaer og kosmetologer herhjemme – har grønne lakker i sortimentet, og der er jo ikke noget i vejen for at tage trenden lidt videre med andre grønne nuancer. OPI har sågar lavet en hel linje af grønne og turkise lakker i samarbejde med skønhedsmekkaet Sephora, der ligger i storbyer verden over. Tjek også Gosh og de grønne lakker – i skalaen fra mint til græs – hos Rude.dk. 

sephora-by-opi

Foto: Sephora 

En duft i tiden

19. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

L’Air du Temps blev i øvrigt lanceret af Nina Riccis søn, Robert Ricci, der hyrede skulptøren Jean Rebull til at skabe den berømte flakon med de to krystalduer som låg. Det var i 1946, og den hvide due repræsenterede det eviggyldige symbol på kærlighed og fred. Tre årtier senere fik jeg den i gave af min farmor, der havde købt den med hjem fra en sviptur i Tyskland, og jeg havde den stående fremme sammen med Cacharels blomstrede Anaïs Anaïs. I 2006 kunne duften – der er en klassisk blanding af gardenia, viol og amber – fejre 60 års fødselsdag med en særlig fjerprydet couture-version skabt af husets tidligere designer Olivier Theyskens. 

ricci-couture

Foto: Nina Ricci 

Kat på et varmt bliktag

19. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Der er langt fra Nina Riccis L’Air du Temps med fredsduen som låg til modehusets nye duft Ricci Ricci. Både når det kommer til tid, stil og målgruppe. Kampagnen, med modellen Jessica Stam i catsuit, får mig til at tænke på kultfilmen Kat på et varmt bliktag fra 1958 med en ung Elizabeth Taylor og en lige så ung Paul Newman i hovedrollerne. Se, eller gense den, om ikke andet for Elizabeth Taylors look. 

ricci-ricci

Foto: Ricci Ricci kampagne 

Greige

19. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er et miks af grey og beige, og tro det eller ej, men greige er efterårets hotteste læbefarve. Linda Cantello, Armanis internationale makeupartist, sagde følgende for nylig, da jeg interviewede hende: ”Greige er en ny version af beige, der gør din naturlige læbefarve dybere. Samtidig forstærker den læbekonturen og gør læberne mere glossede og fyldige. Greige passer til alle hudtyper og alle læbenuancer. Det er den første virkelig universelle læbefarve, jeg har set. Den klæder alle.” Hvem skulle have troet det?

greige-armani

Foto: Armani

Gråzoner

19. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Budskabet var klart, da verdens førende trendforsker Li Edelkoort holdt seminar i København. Grå er efterårets største farve og dukker op i en tid, hvor vi godt ved, at tingene ikke længere skal ses udelukkende i sort og hvidt. Det gælder også din makeup, hvor grå dominerer på øjne, negle, vipper – ja, selv læber. Flotte grå lakker er blandt andre YSLs La Laque No. 39 og OPIs Moon Over Mumbai, mens en smuk, mørkegrå mascara kan findes hos Max Factor. Den hedder Masterpiece Moonlit Black. Og læberne … hold øje med bloggen!

slide119 

Foto: Arkiv

Da kultlakken blev til

19. august - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I 1990erne introducerede Chanel den blodrøde neglelak Rouge Noir – den, skuespilleren Uma Thurman gjorde berømt i filmen Pulp Fiction – og det startede en hel æra med kosmetikfirmaer, der forsøgte at skabe den næste kultlak. Indtil da havde neglelak i mange år været karakteriseret som damet – altid rød eller pink – og ingen unge piger med respekt for sig selv gik med den slags. Men Rouge Noir brød alle konventioner, og pludselig var neglelak på alles fingre. Siden er det væltet frem med lakker i sort, lilla, blækblå, med negle i forskellige farver på samme tid, og med – oh skræk og ve – negle i en anden nuance end læbestiften; noget, der tidligere var et alvorligt skønheds-faux pas. 

pulp-fiction

Foto: Pulp Fiction