Skønhed kommer indefra

Arkiv for August, 2009

Ren idyl

31. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det er også Ora Ito, som det klassiske franske parfumehus Guerlain er gået til med deres nye parfume, der kommer her til efteråret. Idylle, som parfumen hedder, skal nemlig gerne ramme et yngre, moderne publikum. Ora Ito har forseglet den nye duft i små gyldne regndråber. 

idylle-ad

Foto: Guerlain kampagne

Happy theraphy

31. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Ora Ito stod også bag verdens første lykkeduft, der kom på markedet for et par år siden. Den garanterede et løft i dit energiniveau og et smil på læben. Grænsen mellem kosmetik og lægemidler bliver stadig mere flydende. Cremer lovprises af førende hudlæger, og vi spiser piller eller snupper et restylaneshot mod rynker. Med Smiley-parfumen fik vi således også lykkepiller på flakon. Duft dig glad. 

smiley

Foto: Smiley 

Mere iøjnefaldende design

31. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

I slutningen af september lancerer skønhedsmekkaet Sephora en helt unik makeuplinje, som jeg i al fald skal have fingre i. Bag linjen står Fred Farrugia, den franske makeupartist, der gennem otte år var Lancômes makeupwizard, og Ora Ito, et af verdens mest kreative designbureauer, der bevæger sig længere og længere ind i skønhedsbranchen med deres innovative måder at se – og bruge – skønhed på. Den nye makeuplinje består nemlig af små, separate iPod-lignende plader med foundation, lipgloss, øjenskygger mv., som du kan sætte sammen til din helt egen personlige, bærbære palet.  

palette-personnalisable

Foto: Sephora

Tea for two … or more

31. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg kunne ikke nære mig. En kølig mandag morgen kan man godt have brug for en varm kop te og lidt selskab, og det må man sige, at Donkey Products leverer. Teposerne er nemlig udformet som personer, der sidder i koppen. Vælg mellem DemocraTea (med ministerrækken), RoyalTea (med det engelske kongehus) og StripTea (som giver sig selv). Jeg valgte StripTea, selv om te med Dronning Elizabeth også var tiltrækkende. Du kan købe dem på www.charlesandmarie.com.

striptea-tee-teebeutel-donkey-products-02

Foto: Donkey Products

… og én mere

30. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Alle Eileen Fords piger vil sige det samme: Uanset hvor dominerende og overvågende deres egne mødre var, var Eileen værre. Der går historier om flere af pigerne, der har sneget sig ud af Ford-huset i nattens mulm og mørke. ”Da Christy Turlington boede hos os, gemte hun nogle gange sit tøj i ovnen i køkkenet, og så kom hun ned i stuen og sagde: Jeg går i kælderen og vasker tøj. Så gik hun ned i sin badekåbe, skiftede tøj i køkkenet og sneg sig ud. Hun vidste, at vi ville være faldet i søvn, når hun kom tilbage,” fortalte Eileen Ford mig i New York. 

christy-turlington

Foto: Vogue cover 

En insider-anekdote

30. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Eileen Ford blev også kendt for at huse sine modeller. Mange af de yngre piger kom fra Europa, Skandinavien eller fjerne egne af USA, og hun havde altid flere af dem boende i byhuset på East 78th Street under streng overvågning. Den første model, der boede hos Ford, var Elsa Martinelli, der delte værelse med deres ældste barn Jamie. Siden fulgte Kim Basinger, Jerry Hall, Rachel Hunter og Renée Toft Simonsen, der ville flytte, da hun blev 18. ”Jeg tog ned til en ejendom downtown, hvor Renée gerne ville flytte ind. De bad om en reference, så jeg tog af sted for at tale med dem. De sagde: Vi kan ikke lide larm. Vi håber ikke, at hun lytter til musik hele natten. Jeg var nødt til at stikke dem en løgn: Nej, hun er overhovedet ikke interesseret i musik,” fortalte Jerry Ford mig grinende dengang og hentydede til Renée Toft Simonsens daværende forhold til bassisten John Taylor fra Duran Duran. 

renee_vogue_1

Foto: Vogue cover

Lær fra den bedste

29. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

”Det er karakteropbyggende at tage sig bedst muligt ud,” lærte Eileen Ford mig dengang. Hun burde vide det, for hun har skrevet fem diæt- og skønhedsbøger siden 1946. De indeholder masser af tips til, hvordan du får modelhænder, modelfødder og modelmål, og Eileen er selv en førsteklasses diætist og sværger til dels stadig til sin 21-dages diæt, der involverer fisk til hvert måltid. Bøgerne er blevet gennemtærsket af alverdens små piger med store modeldrømme – og af de mange supermodeller, der har været i stald hos Ford. Det var her, de lærte at komme til tiden ekviperet med det nødvendige udvalg af hudfarvede bodystockings og strømpebukser, forskellige bh’er, små trusser, hårextensions, makeup og den vigtige regnskabsbog til at afregne med kunden. Find bøgerne antikvarisk – jeg lover, at de er det hele værd! 

slide125

Foto: CT

Til frokost hos Eileen Ford

29. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hun har opfyldt tusindvis af pigedrømme og knust endnu flere. Modelbranchens førstedame Eileen Ford tager ikke hvem som helst til nåde, men jeg var heldig at få audiens for nogle år siden. Ikke til casting, men til frokost helt privat hos Eileen og Jerry i deres kæmpe hus i New Jersey. Her lærte jeg tre ting af kvinden, der har opdaget flest topmodeller nogensinde – fra Lauren Hutton til Renée Toft Simonsen. 1. En pige, der ikke ser sig selv som smuk, kan ikke blive model. 2. En models aftener skal bruges på at sørge for, at hun tager sig bedst muligt ud, og 3. Der findes ikke den kvinde, der ikke mener, at hun har et hårproblem. 

eileen-ford

Foto: Eileen Ford

Tillykke!

28. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Unique Models fylder 20 år i dag, og det fejrede de med en eftermiddagsreception i suiten på hotel Skt. Petri i København – og senere med en stor fest samme sted. Det bragte masser af minder tilbage til 2004, hvor jeg var mode- og skønhedsredaktør på Eurowoman, og sammen med Unique afholdt den danske del af Supermodel of The World-konkurrencen (det var den, som Renée Toft Simonsen vandt i 1982) netop på Skt. Petri. Sammen med Jacqueline Friis-Mikkelsen og resten af Unique-teamet rejste jeg Danmark tyndt for at finde lige præcis den model, der kunne tage konkurrencen op i New York. Det kunne Eva Helene, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. I dag går hun alle de store shows i Paris og Milano. 

unique

Foto: CT 

Vippeforlængelse

28. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har fået en forespørgsel på, om jeg ville skrive lidt om vippe-extensions. De kom til Danmark for et par år siden, efter det kom frem, at det var det hotteste blandt celebriteter som Victoria Beckham og Paris Hilton, der sværgede til deres nye, påsatte øjenvipper. De fungerer lidt som hårextensions, blot limes vipperne på én for én, mellem dine egne vipper, så det kræver lidt tålmodighed. Jeg prøvede det, da det kom frem, og det så flot ud. Men personligt synes jeg, at det blev for ’edderkoppeagtigt’, når jeg kom mascara på, og akkurat som jeg har det med alle andre extensions, så kræver det i min verden for megen påpasselighed og vedligeholdelse. De mascaraer, der er på markedet nu, er så teknologisk avancerede, at de kan gøre det samme for dine vipper. Og har du lyse vipper, som Katrine, der har sendt forespørgslen, så er det absolut ikke noget at være ked af. En af tidens allerhotteste modeller, Lara Stone, er både blevet berømt på og har dannet mode med sine helt lyse bryn og vipper. 

lara_stone1

Foto: Models.com

Love is all you need

28. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg har tidligere skrevet om kultmagasinet LOVE, der havde popkultur-fænomenet Beth Ditto på forsiden af deres premiereudgivelse. Nu er det nye nummer landet, og her er det er en helt anden kvindetype, der præger forsiden. Coco Sumner er datter af Sting og Trudie Styler. Hun er model, skuespiller og musiker, og hendes band er præ-signet for de næste seks albums. Hendes største frygt er berømmelse. Og hun mener, at det bedste ved at være ung er, at ’you really don’t have to give a fuck’. 

love 

Foto: Love magazine

A ‘must-smell’

27. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

”Parfume er måde til at fylde mere,” sagde kunstneren Andy Warhol engang. Hans ikoniske kunstværker præger nogle af flakonerne hos kultparfumehuset Bond no. 9, der lige om lidt – og må jeg tilføje endelig – får lov at fylde herhjemme også, nemlig hos stormagasinet Illum i København. Har du ikke tidligere stiftet bekendtskab med Bond no. 9, kan jeg fortælle, at de kreerer fantastiske og edgy dufte med udgangspunkt i New Yorks gader og områder. Fra Riverside Drive og Manhattan til Chinatown og Coney Island. Forbindelsen mellem Bond no. 9 og Andy Warhol er da også netop New York.

billede-19 

Foto: Bond no. 9

A scent

27. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Jeg kan tydeligt huske, da Issey Miyake lancerede sin kultparfume L’Eau d’Issey i 1992. Trods navnet, som ingen dengang kunne udtale, ville alle have fingre i duften, der erstattede firsernes orientalske og langt tungere duftnoter. Gader og stræder duftede liftigt af melon og blomster, der vidnede om en helt ny duftæra. Nu kommer Miyakes bud på den duft, der skal karakterisere dette årti. Den har stadig den japanske enkelhed, der kendetegner designeren, men den er langt lettere at udtale. Jeg elsker navnet. Den hedder blot ’A Scent’. 

lr_long-extrusion

Foto: Issey Miyake 

100 strøg om dagen

27. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

På et tidspunkt skrev jeg om Barbie-børsten, der måtte være enhver (lyshåret) kvindes drøm. Nu reviderer jeg det, for ind ad døren har jeg fået en helt ny hårbørste fra Braun med såkaldt ion-teknologi, der tryller med dit hår. Børsten – når du tænder for den, lyser den grønt – virker nærmest som et glattejern, der samler håret og gør det blankt, blot uden varmen og besværet. Den koster i øvrigt også nogenlunde det samme. Efter sigende skulle den endvidere være god om vinteren, hvor huer og indeklima kan skabe statisk elektricitet i ethvert hår. Så drop du bare mormortippet med de hundrede børstestrøg om dagen. Nu kan du nøjes med at trykke på en knap. 

billede-18

Foto: Braun

I do 15

27. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Det kan godt være, at ’I do 30’ er det nye modeslogan. De, der har fulgt bloggen – og den offentlige debat i øvrigt – vil vide, at det henviser til, at vi alle gerne skal skrue vaskegraderne ned til 30 i miljøets navn. Men i morges var jeg til pressemøde på Ariels nye vaskegel, der vasker rent allerede ved 15 grader. Det kræver selvfølgelig en moderne vaskemaskine, der kan klare det, men så er det også lige før, at jeg tør smide designerkjolerne til vask. 

billede-41

Foto: Stella McCartney

Genbrugsprodukter

26. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Epsomsalt kan også bruges som scrub. Forleden var jeg forbi spaen på Hotel Guldsmeden i Helgolandsgade i København, hvor alt, hvad de laver, har et økologisk og bæredygtigt sigte. Kaffegrums fra køkkenet bliver derfor genbrugt i spaen, og blandet med æteriske olier og Epsomsalt til en bodyscrub. Du kan sagtens gøre det samme hjemme. Havregryn og honning udgør også en rigtig god scrub, og har du lidt aloe vera-juice tilovers (det kaldes også hudens indre skønhedskur), er det perfekt til at lindre efter barbering, skrammer eller irritation. 

billede-24 

Foto: Hotel Guldsmeden

Det perfekte bad

26. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Hvis du ikke allerede har en pose Epsom-salt stående på badeværelset, så er det med at smutte forbi helsekosten på vej hjem. Epsom-salt, der stammer fra den engelske by Epsom, er uundværligt til badekarret, som scrub og til fodbad, fordi det både virker muskelafslappende og udrensende. Suppler med en skrubbehandske (den slags, du finder i asiatiske butikker, helsebutikker eller hos spaer) og giv huden en ordentlig tur. Det stimulerer blodcirkulationen og gør huden superblød. Efter badet elsker jeg at bruge økologisk kokosolie, som jeg finder hos helsekosten. Det nærmest smelter på huden.

billede-17

Foto: Biotherm

Kvinder er som egern

25. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard
 
I vores evindelige søgen efter den perfekte røde læbestift (som ikke findes) og cremen, der udøver mirakler (og heller ikke findes) har vi fået skabt os en absurd overflod af skønhedsprodukter i soveværelset, på badeværelset og i skuffer, skabe og tasker. Vi køber det, fordi det kunne jo være. Fordi det er fuldstændig uimodståeligt og absolut uundværligt. Fordi Helena Christensen har sagt, at hun bruger det, fordi ekspedienten pressede på, fordi der fulgte en lille gave med, eller simpelthen bare fordi. En ting er, at det roder. En anden er, at skønhedsprodukter hurtigt bliver for gamle, og det er ikke godt for din hud. Et af de meget populære kapitler i min skønhedsbog handler om, hvor længe dine produkter kan holde sig, om hvordan du får ryddet op i dem, og hvad du kan bruge alle de overskydende produkter til. Gør dig selv – og din hud – den tjeneste at smide ud i ny og næ. 

kapittel_8-7

Foto: Fra ‘Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke …’ 

Karmaråd fra en ekspert

25. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Måske kender du Ranvita fra tv eller magasinernes boligsider. Ranvita er feng shui-ekspert, og jeg har kendt hende, siden vi arbejdede sammen, da jeg var på magasinet Eurowoman. Forleden var jeg til bogreception på Ranvitas nye bog ’Elsk dit hjem’ og bad i den forbindelse om hendes tre bedste råd til at skabe god karma i dit badeværelse. Dem får du her: 1. Lur hvad spastederne gør, og gør det samme! Stakke af rene håndklæder, et levende lys og en enkelt blomst ved siden af håndsæben kan skabe mere spastemning end du tror. 2. Lad smukke produkter stå fremme og give god energi. De praktiske og knapt så æstetisk indpakkede toiletsager putter du i smukke kurve, skåle og æsker. 3. Vælg hellere få, men lækre, produkter frem for at overfylde hylderne med halvbrugte standardprodukter, der fylder og roder. Og køb ikke nyt, før du har brugt det gamle op. 

slide124

Foto: HappyLiving

En fodnote om Disney

25. August - 2009  - Artikel af Charlotte Torpegaard

Når vi taler om Disney, er det måske værd at bemærke, at tegneseriegigantens nyeste film ’The Princess and the Frog’ danner basis for en serie af hårplejeprodukter, der matcher filmen. Det er der i og for sig ikke noget exceptionelt i, hvis det ikke var, fordi filmen har Disneyhistoriens første afro-amerikanske prinsesse som rollemodel, hvad der af mange betragtes som en milesten. Shampooserien er dermed også målrettet piger med afro-amerikansk baggrund, der for første gang får Disney-produkter, der passer til deres hud og hår. Produkterne er i øvrigt en del af en større trend med etniske produkter, der – endelig – har fået fokus i skønhedsbranchen.

ethnic-disney-movie

Foto: Carol’s Daughter 

  • ILoveBeauty.dk

    • ”You can find inspiration in every-
      thing” And if you can’t look again!

      Ordene er den engelske designer Paul Smiths, og de er blevet en slags ledetråd for mig. De, der har fulgt min færden i magasiner, bøger og tv, vil vide, at jeg elsker at stikke næsen i nye tendenser.
      Så velkommen til min skønhedsblog med trends fra den store, vide verden, som vil få dig til at ryste på hovedet, trække på smilebåndet, skifte indholdet ud i din toilettaske, tænke grønnere, få endnu smukkere hud, og måske endda gøre dig klogere. Mest af alt håber jeg, at de vil inspirere.


      Læs mere på www.charlottetorpegaard.com

    • Charlotte Torpegaard blog
    • BEAUTY INSIDER

      Eksisterer det ultimative skønhedstip?
      Findes den perfekte røde læbestift?
      Er økologi kommet for at blive?
      Virker mirakelcremer?
      Kan du tage ti år af din alder uden nål og tråd?
      Er det rød, hvid eller grøn te, du skal drikke nu?
      Ved du, hvilken mascara, der giver dig de længste vipper?



      VIL DU VIDE DET?


      Tilmeld dig nu og modtag gratis - og oven i hatten -
      mine 10 uundværlige skønhedstips til dagen derpå 
      direkte i din mailbox.


      Navn
      E-mail
       
    • Skønhed kommer indefra
    • SKØNHED KOMMER INDEFRA
      - men lidt læbestift skader jo ikke.

      Det er titlen på min skønhedsbibel, der udkom 28. oktober 2008, og allerede står på hylderne hos adskillige tusinde kvinder landet over. Bogen er fyldt med viden, oplevelser, tips og tanker om alt lige fra makeupartisternes bedste tricks, og hvordan man bruger brødristeren i skønhedssammenhæng, til hvorfor farmors tørbørstning igen er hot, og hvorfor økologi og grøn bevidsthed er så vigtigt.


    • FÅ SKØNHEDEN SERVERET

      Tilmeld dig som Beauty Insider og få besked om vores skønhedsaftener før alle andre. Vi afholder løbende skønhedsevents rundt omkring i landet, hvor du vil blive underholdt, guidet og ikke mindst klogere på dine skønhedsvaner. For hvad siger vores makeup egentlig om os? Kan du ændre din selvtillid ved at ændre indholdet på dit toiletbord? Hvad har du i virkeligheden brug for? Kender du de bedste tips til makeuppungen? Og til sæsonens look?

    • Beauty Bureau

      Kender du de ti bud for et succesfuldt pressemøde? Har du hørt om begrebet spray and pray? Er du rustet til forbrugernes krav og journalisternes forventninger? Ved du, hvad pre-cyckling er, og hvilke skønhedsmærker, der rykker internationalt?
      Er du klar over, hvordan en målrettet PR-indsats kan vende dine produkter fra so-so til succes?

      Hvis du arbejder professionelt i skønhedsbranchen, er du velkommen i mit
      Beauty Bureau

       

  • Seneste indlæg

  • Mest læste

  • Arkiv

    • RSS feed

      Bookmark and Share


  • disclaimer

    • Nærværende hjemmeside og nyhedsbrev er en personlig blog. Indholdet er derfor udtryk for Charlotte Torpegaards personlige erfaringer og oplevelser og skal således ikke tages som udtryk for de omtalte virksomheders holdninger eller anbefalinger.
      Produktbeskrivelserne på denne hjemmeside er udelukkende til generel information. Ilovebeauty v/Charlotte Torpegaard kan ikke garantere for beskrivelsernes nøjagtighed eller påtage sig noget erstatningsansvar ved anvendelse af produkterne eller metoderne, som beskrives.   Ilovebeauty kan ikke påtage sig ansvaret for lovligheden af indhold på og administration af de internetsider, der linkes til fra Ilovebeauty’s hjemmeside.
      Ilovebeauty og hjemmesidens samarbejdspartnere forbeholder sig alle rettigheder til varemærker, ophavsretligt beskyttet materiale og andet retsbeskyttet indhold på hjemmesiden. Materiale må alene downloades til personlig og ikke-erhvervsmæssig brug, og det downloadede materiale må ikke uden forudgående samtykke kopieres, bearbejdes eller på anden måde gøres til genstand for handlinger, der er forbeholdt indehaveren af de immaterielle rettigheder. Ilovebeauty forbeholder sig retten til at retsforfølge brugere, der krænker Ilovebeauty’s immaterielle rettigheder eller på anden måde misbruger hjemmesiden.
      Ilovebeauty kan ikke gøres ansvarlig for tab af nogen art, der knytter sig til brugen af indholdet af hjemmesiden. Denne ansvarsfraskrivelse omfatter direkte såvel som indirekte tab, herunder tab som følge af driftsforstyrrelser og lignende.